Nem dahl med græskar

Hjemmelavet dahl har været en fast del af vores aftensmads repertoire i mange år. Det er sådan en dejlig ret som både er billig, mættende og så smager det jo helt fantastisk. Derudover er det også en ret som kan varieres på mange forskellige måder, så i dag får du opskriften på en uimodståelig efterårs-version med hokkaido græskar.

Sund og hurtig mad når det er bedst

Normalt bruger jeg tørrede linser til dahl, men denne gang har jeg gjort en undtagelse for nemhedens skyld og brugt linser på dåse. Nogle gange skal det bare være ekstra hurtigt og simpelt, og heldigvis går retten ikke ned på smag – tværtimod 🙌

De vigtigste ingredienser i opskriften:

  • Grønne linser: Linser på dåse er en glimrende måde at få flere bælgfrugter i sin kost. Jeg mener at en (øko) dåse koster omkring 7-8 kr, så det er også et meget billigere alternativ til kød.
  • Kokosmælk: Ingen dahl uden kokosmælk (efter min mening). Kokosmælk bidrager med en mild smag af kokos og en lækker cremet konsistens. Jeg anbefaler ikke at købe light kokosmælk, da det blot er kokosmælk blandet med vand. Hvis du gerne vil sænke fedtindholdet, kan du blot bruge en halv dåse, og supplere med ekstra vand. Den anden halvdel af dåsen kan fryses (f.eks. i en isterningebakke).
  • Hokkaido: I opskriften skal du bruge 1/2 hokkaido græskar (med mindre du laver dobbelt portion, hvilket jeg i øvrigt kan anbefale). Hvis du har hokkaido i overskud, har jeg en masse forskellige opskrifter her på bloggen f.eks. kanelsnegle, hummus eller cookies.

Serveringsforslag

Jeg kan varmt anbefale at servere retten med lune fladbrød, græsk yoghurt, sriracha og friske krydderurter. Det er virkelig en himmelsk kombination 😍

Nem dahl med græskar

Nem dahl med græskar

Opskrift af: Sophie

Opskrift på en nem, hurtig og lækker dahl med grønne linser og hokkaido græskar.

Ret: AftensmadKøkken: IndiskSværhedsgrad: Nem
0.0 fra 0 bedømmelser
Personer

3

personer
Prep time

10

minutter
Tilberedning

30

minutter
Tilberednings tilstand

Hold skærmen tændt mens du laver mad

Ingredienser

  • 1 løg

  • 2 fed hvidløg

  • 1/2 hokkaido græskar

  • 1 dåse tomatpuré (140 g)

  • 1 dåse kokosmælk (ikke light)

  • 1 dåse grønne linser

  • Krydderier
  • 1 tsk løgpulver

  • 1 tsk spidskommen

  • 1 tsk røget paprika

  • 1/2 tsk gurkemeje

  • 1 tsk salt

  • Øvrigt
  • Raps- eller olivenolie

Fremgangsmåde

  • Start med at flække hokkaidogræskar. Fjern skallen og kernerne. Skær græskarret i meget små tern. Pil og hak løg og hvidløg.
  • Varm olie op i en pande ved middel varme, og svits løg og hvidløg til det er let gyldent. Tilsæt græskartern og steg videre i 5 min.
  • Tilsæt nu salt, krydderier og tomatpuré og steg det med på panden (tilsæt evt. lidt mere olie). Herefter tilsættes linser og kokosmælk. Bland det hele sammen og lad det stå og simre i ca. 20 min.
  • Når retten har fået en cremet konsistens, og græskarret er mørt er den færdig. Smag til med salt og peber. Servér med f.eks. ris, fladbrød, græsk yoghurt, sriracha mm.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0.0 fra 0 bedømmelser

Relateret

Sophie Østergaard

Diætist og madblogger

Velkommen! Jeg er klinisk diætist med en stor passion for madlavning og bagning. Mit fokus er at skabe nærende og mættende opskrifter, der smager fantastisk. Jeg tror på, at en sund kost har plads til alle de fødevarer, du elsker – her er intet forbudt! Mit håb er at inspirere dig til at udforske nye, spændende opskrifter og finde glæden ved madlavning. Læs mere.

Mine favoritter
GRATIS E-BOG
Udforsk