De bedste efterårsopskrifter (10 opskrifter med græskar)

De fleste har sikkert set de flotte hokkaido-græskar i butikkerne, men som diætist har jeg erfaret, at mange ikke er helt fortrolige med, hvordan de kan bruges i madlavningen. Det er en skam, for græskar er ikke kun sundt og næringsrigt – det er også billigt og tilfører en fantastisk smag og konsistens til både søde og salte retter. Nedenfor har jeg samlet mine bedste græskaropskrifter, der forhåbentlig kan inspirere dig til at udforske de mange måder at bruge græskar på 🎃🍂

Opskrifter med græskar

Listen nedenfor er naturligvis ikke en komplet liste, da der er MANGE flere opskrifter man kan lave med græskar. Hold endelig øje med bloggen, da kommer til at poste græskar opskrifter løbende her i efterårs/vinter sæsonen.

1. Bagt hokkaido pasta (alá Mac and cheese)

Denne pastaret er smagfuld, cremet og mættende. Selvom det ikke er en tro kopi, så minder retten lidt om “Mac and cheese” grundet den cremede sauce og ost på toppen. Derudover er retten fyldt med næringsstoffer bl.a. A vitamin og beta-caroten fra græskar, samt E-vitamin fra cashewnødder. Retten er det perfekte sideelement til både salat og/eller kød, men kan også spises som den er.

2. Kanelsnegle med græskar

De lækreste kanelsnegle – med et twist. Dejen indeholder græskarpuré, og fyldet indeholder pumpkin pie krydderi, hvilket giver en fantastisk smagssammensætning alá græskartærte. Selvom det måske lyder lidt underligt at putte græskar i kanelsnegle, så er det her faktisk de BEDSTE kanelsnegle jeg nogensinde har smagt. Tilføjelsen af græskar giver en skøn smag, en flot orange farve, og derudover en lækker og saftig konsistens.

3. Hokkaido hummus

Hummus er en klassiker som mange holder af, og der er ikke noget bedre end en hjemmelavet version. Denne hummus har fået et efterårs-twist ved tilføjelsen af bagt hokkaidogræskar. Resultatet er en endnu mere cremet hummus fyldt med smag, som kan spises på mange forskellige måder. Denne cremede hummus kan f.eks. bruges som dip til grøntsager, smurt på brød eller i en wrap med eksempelvis kylling og spidskål, eller som sideelement til aftensmaden.

4. Græskarkage

Denne efterårs-inspirerede kage er et sundere alternativ, da opskriften indeholder hele 500 g hokkaidogræskar! Dermed er det en kage som er pakket med fibre, vitaminer og mineraler, samtidig med at den smager helt vidunderligt. Kagen er lækker og svampet, med masser af varme krydderier. Sammensætning går perfekt med den søde frosting. Hvis du elsker varme krydderier i bagværk, som får hele huset til at dufte fantastisk, så er det her opskriften til dig!

5. Hokkaido suppe

Hokkaido suppe er en af mine personlige favoritter om efteråret. Suppen kan laves på på mange forskellige måder, men denne metode forbliver min favorit. Her bager jeg nemlig grøntsagerne i ovnen med olie og krydderier, hvorefter jeg blender dem med bouillon, kokosmælk og andre lækre smagsgivere. Resultatet er en endnu mere smagfuld suppe, da grøntsagerne udvikler mere smag under bagning kontra kogning. Jeg er overbevist om at denne suppe bliver din nye efterårs-favorit!

6. Pizza med hokkaido

Denne surdejspizza byder på en anderledes men fantastisk smagskombination bestående af mascarpone, hokkaido og serranoskinke. Denne opskrift er nok et meget godt eksempel på, at det er godt at prøve nye ting, fordi det er nu blevet min nye yndlingspizza! Kombinationen af den cremede mascarpone, det søde græskar og det salte serrano er virkelig en vinder kombination. Jeg guider dig også igennem trin for trin til at lave din egen surdejspizza.

7. Bagt græskar havregrød

Bagt havregrød er den ultimative morgenmad, da det mest af alt minder om kage… og hvem har ikke lyst til at spise kage til morgenmad? Denne gang har jeg lavet en efterårs-inspireret version med smag af græskarkage. Opskriften bruger bl.a. græskarpuré og pumpkin pie krydderi, som giver en fantastisk aromatisk smag. Denne opskrift er fyldt med vitaminer, mineraler og kostfibre, og det er den perfekte måde at starte dagen en kølig efterårsmorgen.

8. Nem dahl med græskar og grønne linser

Hjemmelavet dahl er sådan en dejlig ret som både er billig, mættende og så smager det helt fantastisk. Derudover er det også en ret som kan varieres på mange forskellige måder, så i dag får du opskriften på en uimodståelig efterårs-version med hokkaido græskar. Retten er ekstra hurtig at lave, da der anvendes grønne linser på dåse. Nogle gange skal det bare være ekstra hurtigt og simpelt – uden at gå på kompromis med smagen.

9. Græskar cookies

Disse cookies med græskar og mørk chokolade, er den perfekte lille efterårs dessert eller snack. De er helt som cookies skal være (efter min mening): sprøde udenpå og cremede indeni, og så har de den mest delikate smag af pumpkin pie krydderi. Opskriften er desuden vegansk, da græskar fungerer som “bindemiddel” i stedet for æg. Græskar bidrager med en cremet og saftig konsistens, og ingen vil bemærke at opskriften er vegansk. Opskriften er til to personer, men kan nemt ganges op.

10. Græskar bagels med sprød kanel-topping (surdej)

Disse bagels er alt andet end traditionelle – men det er bestemt ikke en dårlig ting! Med den søde/nøddeagtige smag af græskar og den uimodståelige sprøde kanel-topping, er disse bagels den perfekte tilføjelse til morgenbordet. Kombinationen af den syrlige smag fra surdejen og den naturlige sødme fra græskarpuréen giver disse bagels en unik smagsoplevelse, som du MÅ prøve.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relateret

Sophie Østergaard

Diætist og madblogger

Velkommen! Jeg er klinisk diætist med en stor passion for madlavning og bagning. Mit fokus er at skabe nærende og mættende opskrifter, der smager fantastisk. Jeg tror på, at en sund kost har plads til alle de fødevarer, du elsker – her er intet forbudt! Mit håb er at inspirere dig til at udforske nye, spændende opskrifter og finde glæden ved madlavning. Læs mere.

Mine favoritter
GRATIS E-BOG
Udforsk